Anna von Lowzow: Kunstudstilling er salve for sjælen
Anna von Lowzow har flere gange kritiseret kommunen for mangel på kultur i Kalundborg. Men hun har også påpeget, at hun holder af Kalundborg, og at det er derfor, at hun interesserer sig for byen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Journalist og kulturdebattør Anna von Lowzow åbnede officielt Kunstnerforeningen IRIS efterårsudstilling lørdag formiddag på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg.
Kunstnerforeningen IRIS inviterede endnu engang indenfor til den årlige efterårsudstilling på Skolen på Herredsåsen, og i år var det journalist og kulturdebattør Anna von Lowzow, der åbnede udstillingen. Rigtig mange mennesker var mødt op for at se de smukke kunsthåndværker samt høre, hvad Anna von Lowzow havde at sige.
Kalundborg er et skrækeksempel på åndelig fattigdom
Det var Anna von Lowzow som sidste år i en kronik i Berlingske skrev, at Kalundborg er et skrækeksempel på åndelig fattigdom, og at hun ikke kan huske at have set en by så mishandlet, som Kalundborg. Anna von Lowzow har flere gange siden kritiseret kommunen for mangel på kultur i Kalundborg. Men hun har også påpeget, at hun holder af Kalundborg, og at det er derfor, at hun interesserer sig for byen.
Suzanne Baadsgaard, formand for Kunstnerforeningen IRIS, bød Anna von Lowzow velkommen, og gav dermed ordet videre til en kvinde, hvor ikke blot kunst er af stor betydning, men også byen Kalundborg. Inden da mindede hun alle gæsterne om, at der også var en mindeudstilling med Bente Fichs akvareller.
Kalundborg er også min by
Anna von Lowzow indledte sin tale med at fortælle, at Kalundborg også er hendes by, da hun er født og opvokset her, og stadig ofte kommer her.
”Jeg vil så gerne gøre noget for Kalundborg, der er min barndomsby. Jeg har et forhold til byen, og kommer her ofte. Men byen er i forfald, og så er det jo dejligt at se, at en forening som Iris holder en kunstudstilling i byen,” siger Anna von Lowzow, og fortsætter: ”Kalundborg er en smuk gammel kongeby, men den er slidt ned til sokkeholderne, og det skal vi gøre noget ved. Jeg var for nylig til en kulturkonference i Kalundborg, hvor ikke mange var inviterede. Vi skulle debattere, men vi debatterede ingenting, for hver gang nogle sagde noget negativt om Kalundborg, blev det lukket ned. Heldigvis er mange borgere kommet ind i kampen, og er med til at gøre noget for Kalundborg. De er ikke bukket under, men tager fat, og får andre til at betale for gildet, når kommunen ikke vil. Iris tager initiativer, der er salve for sjælen. Ligesom mange andre foreninger i øvrigt gør. Og er det noget kunst kan, så er det at få folk til at debattere. Man skal ikke forstå kunst, men opleve kunst og lade sig berige af de følelser, man får undervejs, og det har jeg allerede gjort her i dag sammen med min mor.”
Hvorfor har Kalundborg ikke et kunstmuseum?
Anna von Lowzow nævnte også, at hun undrer sig over, at en by som Kalundborg ikke har et hotel eller et kunstmuseum.
”I Holbæk tænker man kultur og erhverv sammen, og det er årsagen til udviklingen i Holbæk. Der er fx heller intet hotel i Kalundborg by, og der er en parkeringsplads midt i byen, der ligner noget fra Østeuropa. Fortove og veje er i forfald, selv skulpturen ved rundkørslen, når man kører ind i byen, vokser der ukrudt ud af. Der kan være noget smukt i, at noget forgår, men en hel bymidte i gang med at udslette sig selv, det er altså for meget. Der er en smuk gammel Højby, men den bliver vedligeholdt af private, og kommunen står heller ikke for vedligeholdelse af den smukke femtårnede kirke. Så er der Røsnæs, der er smuk, men det har ikke noget med bymidten at gøre. Mange byer har smuk natur omkring sig, men hvad bruger kommunen penge på i Kalundborg midtby? Hvad skal borgerne lave i byen? Kalundborg har en stor kunstforening, men hvor er kunstmuseet i Kalundborg? Der skal da være et kunstmuseum til de mange lokale dygtige kunstnere, som fx Grethe og Mogens Balle, J.Th. Lundbye, Hans Sørensen, Maja Lisa Engelhardt og mange flere,” sagde Anna von Lowzow til slut i sin tale.
Udstilling hele weekenden
Ti af foreningens 25 medlemmer udstillede nogle af årets værker, og der var, som tidligere skrevet, en mindeudstilling til ære for Bente Fich, der gik bort i sommer. Derudover har årets udstilling fire gæsteudstillere - Kalundborg Quilterne, som udstillede deres farvestrålende håndarbejder. Lone Bagges akvareller samt Kirsten og Anna Baadsgaard, der udstiller henholdsvis papirkunst og foto. Udstillingen er åben på Skolen på Herredsåsen lørdag den 26. oktober fra kl. 11-16 og søndag d. 27. oktober fra kl. 10-16.