Anna von Lowzow åbner kunstudstilling

Ti af foreningens 25 medlemmer udstiller nogle af årets værker, og der vil også være en mindeudstilling til ære for Bente Fich, som faldt væk tidligere på året.

Anna von Lowzow åbner kunstudstilling
Kunstnerforeningen IRIS inviterer endnu engang indenfor til den årlige efterårsudstilling på Skolen på Herredsåsen den sidste weekend i oktober. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det bliver journalist og kulturdebattør Anna von Lowzow, som åbner Kunstnerforeningen IRIS efterårsudstilling i næste weekend den 26. og 27. oktober.

Kunstnerforeningen IRIS inviterer endnu engang indenfor til den årlige efterårsudstilling på Skolen på Herredsåsen den sidste weekend i oktober.

Udstillingen åbnes af Anna von Lowzow lørdag d. 26. oktober kl. 11.00. Det var Anna von Lowzow som sidste år i en kronik i Berlingske skrev, at Kalundborg er et skrækeksempel på åndelig fattigdom og at hun ikke kan huske at have set en by så mishandlet som Kalundborg. Hun har flere gange siden kritiseret manglen på kultur i Kalundborg.

”Vi er meget glade for, at Anna von Lowzow vil åbne vores udstilling og er spændte på, hvad hun vil sige til os og de forhåbentligt mange fremmødte gæster,” fortæller Suzanne Baadsgaard, formand for Kunstnerforeningen IRIS.

Ti af foreningens 25 medlemmer udstiller nogle af årets værker, og der vil også være en mindeudstilling til ære for Bente Fich, som faldt væk tidligere på året.

”Vi har arrangeret en mindeudstilling med smukke akvareller til ære for Bente Fich, som har været medlem siden foreningens start, og som vi desværre har mistet her i sommers. Bente Fich's tegning på plakaten brugte vi faktisk på plakaten i 2010, men det fine og evigtgyldige efterårsmotiv kan sagtens tåle et gensyn,” fortæller Suzanne Baadsgaard.

Derudover har årets udstilling fire gæsteudstillere: Kalundborg Quilterne, som jo er mange - og som udstiller deres fine og farvestrålende håndarbejder. Kalundborg Quilterne var også med på 20-års jubilæumsudstillingen sidste år.

”Vi havde et meget fint samarbejde og oplevede, at gæsterne syntes om at kigge på deres udstillede effekter, som man kan få mangen en god snak over,” siger formanden

Derudover udstiller Lone Bagge akvareller. Mor og datter: Kirsten og Anna Baadsgaard udstiller henholdsvis papirkunst og foto.

Udstillingen er åben på Skolen på Herredsåsen lørdag d. 26. oktober fra kl. 11-16 og søndag d. 27. oktober fra kl. 10.00 - 16.00.

Del