Åbnede dørene for de mange muligheder på den tidligere højskole

Den nyeste bygning på stedet har fået navnet Nærheden. Den indeholder 16 værelser med eget toilet og bad, fællesarealer samt en stor sal til konference eller fest, og her er der også stor interesse.

Åbnede dørene for de mange muligheder på den tidligere højskole
Peter, Niels og Kasper Mejnertsen åbnedede Grundlovsdag dørene til Ubberup Kursus- og Konferencegård og bød alle interesserede indenfor. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Familien Mejnertsen åbnede Grundlovsdag dørene til det, der nu er blevet til Ubberup Kursus- og Konferencegård og fortalte om fremtidsplanerne for stedet.

I mange år har det været en tradition med et Grundlovsdags-arrangement på Ubberup Højskole og den tradition fortsætter med de nye ejere af stedet, familien Mejnertsen, som også står bag firmaet Mejnerts, med fokus på gode lokale råvarer.

Mejnerts overtog den nu tidligere højskole i januar og har omdøbt stedet til Ubberup Kursus- og Konferencegård, et sted med masser af muligheder for såvel private som erhvervslivet, og derfor var alle interesserede inviteret til åbent hus Grundlovsdag hvor alle døre stod åbne. Bl.a. var der aktivitet i værkstederne, både med blomsterbinding, keramik og i madværkstedet kunne der smages på hjemmebagt brød og små nye kartofler.

”Vi vil gerne vise hvad det sted her egentligt kan, vi har en bred palet af aktiviteter, i dag kan man føle, mærke og fornemme, hvor vi præsenterer alle bygningerne, hvor der er mange muligheder i den enkelte bygning, fx kan den flotte gamle gymnastiksal bruges både til gymnastik eller andet sport, konference for erhvervslivet eller til et stort bryllup eller lignende privat fest og vi kan også have forskellige arrangementer i både festsalen og i spisesalen og faktisk har vi allerede fået de første bookinger til private fester i kalenderen,” fortæller Peter Mejnertsen, som sammen med sin bror Kasper og deres far Niels, står bag Ubberup Kursus- og Konferencegård.

Den nyeste bygning på stedet har fået navnet Nærheden. Den indeholder 16 værelser med eget toilet og bad, fællesarealer samt en stor sal til konference eller fest, og her er der også stor interesse.

”Vi er lige blevet helt færdige med Nærheden og de første bookinger på værelser er lige kommet ind, næste sted bliver så hovedbygningen som skal gøres klar,” fortæller Peter Mejnertsen.

Grundlovsdag bød traditionen tro også på taler, først fra Peter Mejnertsen som præsenterede stedet, herefter var der tale fra ernæringsekspert Cecilie Andersen. Hun har tidligere været underviser på Ubberup Højskole i 15 år, og endelig fortalte Niels Mejnertsen om rejsen fra at være svinebonde til at blive økologisk landmand med egen mølle.

Del