14-års fængsel efter fund af narkotika i lade

Narkotikaen blev fragtet til Svallerup Kirke ved Kalundborg, hvor de to mænd mødtes med den 44-årige. Herefter blev narkotikaen kørt til en landejendom syd for Kalundborg.

14-års fængsel efter fund af narkotika i lade

Af Jens Nielsen

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om indsmugling af amfetamin til Danmark. To mænd er i dag blevet idømt langvarige fængselsstraffe efter den ene sammen med en medgerningsmand blev anholdt i en bil lastet med en større mængde narkotika. 56 kg amfetamin gemt i to køle/fryseskabe i en lade syd for Kalundborg.

To mænd på 44 år og 47 år, begge fra Amager, er torsdag blevet idømt fængselsstraffe på henholdsvis 14 år og seks år i en sag om indsmugling af amfetamin. Sagen er efterforsket af NSK.

Dommen faldt ved Retten i Holbæk, der fandt det bevist, at den 44-årige 11. april 2024 var i besiddelse af samlet 68 kg amfetamin samt 5,4 kg ecstasy. Den 47-årige blev dømt for besiddelse af 12 kg amfetamin og 5,4 kg ecstasy.

Besiddelsen skete i samarbejde med en 40-årig mand, der i november 2024 tilstod sin rolle i sagen og blev idømt 10 års fængsel.

Den 40-årige modtog de mere end 70 kg narkotika i to kufferter på en parkeringsplads i Ringsted, hvorefter han i en bil transporterede den til Tårnby Torv, hvor han mødtes med den 47-årige.

I en anden bil blev narkotikaen fragtet til Svallerup Kirke ved Kalundborg, hvor de to mænd mødtes med den 44-årige. Herefter blev narkotikaen kørt til en landejendom syd for Kalundborg.

På landejendommen blev 56 kg amfetamin gemt i to køle/fryseskabe i en lade, mens den resterende mængde narkotika på 12 kg amfetamin og 5,4 kg ecstasy blev anbragt i en bil, som den 40-årige og 47-årige senere samme aften på Kalundborgmotorvejen blev standset i af Midt- og Vestsjællands Politi.

Sagen har sammenhæng med senere anholdelser foretaget af NSK, hvor fire mænd, der mistænkes for at være centrale nøglepersoner i et stort dansk amfetaminnetværk, er blevet sigtet for at have arrangeret indsmugling og distribution i alt 277 kg amfetamin og 10 kg ketamin.

Del